Disney-Pixar nyheder - nøj, hvor vi glæder os...

Biler 3 – specifikationer

Lynet McQueen Foto: Walt Disney Studios

Lynet McQueen Foto: Walt Disney Studios

Der kan være stor forskel på sådan slags. Der er de små hurtige, de store smarte og de endnu større og rummelige til hele familier. Ja, biler. Og i lørdags var Iben og jeg til forpremiere på netop Biler 3 af Disney Pixar, som jeg skrev lidt om her. Og hvad var det så for en af slagsen?

I hvert fald en rummelig en med fem døre med plads til hele familien. Dog ikke med isofix til de helt små barnestole. En af årsagerne til, at man kan lade de små før-skole-børn blive hjemme, er, at accelerationen ikke er dens styrke. Vi holdte af gensynet med Lynet McQueen og var begejstret for den nye bil Cruz Ramirez, men der går alt for længe, inden vi rammer de 100 km/t og får introduceret hende til historien. Som publikum har man lyst til at skifte til manuelt gear, sådan at man kan tage styringen og sætte tempoet lidt i vejret. For især filmens racerscener er flotte og spændende, så her rammer man dens absolutte topfart.

Ellers er det en moderne stilren model. En Audi A4 – som i alle årgange altid er bygget med høj kvalitet. Det kendetegner også Pixarfilmene. Farverne er flotte og især kulisserne omkring bilerne er voldsomt detaljerige, sådan at man til tider faktisk helt glemmer at følge med i filmens historie. Den har også en god bilradio med masser af stemningsfyldt musik. Til tider bliver kommentatorsporet til racerløbene lige i overkanten, men ellers er der ingen fingre at sætte på hverken musik eller dialog.

Det er også en model, som ligger godt på vejen. Der er ingen slingrekurs, og man er ikke i tvivl om, hvor vi er på vej hen. Selvom der efter min smag bruges lige lovlig lang tid på forhistorien, var vi revet med fra historiens introduktion til Cruz og fremad. Og selvom vi var vilde med de gode pointer om at tro på sig selv, og at når en bildør lukkes, åbnes der oftest en ny, er det ellers en model med fartpilot, hvor man bare kan læne sig tilbage og nyde rejsen.

Du kan se Biler 3 i danske biografer landet over fra den 31. august.

Tak fordi du læser med 🙂 Vil du følge mere med i kulturforbørn? - Så kan du følge bloggen på Bloglovin og Instagram.
   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Disney-Pixar nyheder - nøj, hvor vi glæder os...