anmeldelse: anker





Anker er en dreng som de fleste



Alberte Winding fortæller genkendelige hverdagsfortællinger for de mindste. Samtidig spejler de forældrerollen på interessant vis, der får os forældre til at reflektere over vores egne handlinger.





Indlægget indeholder reklamelinks


Der er stor tradition i børnelitteraturen for bøger, der genkalder hverdagsøjeblikke, som børnene kender fra deres egen hverdag. Jeg husker selv Lotte og Totte, som vi faktisk ikke har præsenteret børnene for. Det skyldes nok, at der er kommet en masse nye bøger med denne tilgang. Alberte Winding har tidligere fortalt hverdagshistorier om pigen Betty, og nu gør hun det igen med bøgerne om drengen Anker.


Anker bor med sin mor og far. Hans far er den primære omsorgsperson, der fylder mest i de to bøger, der er kommet i serien indtil videre. Anker er en børnehavebarn som de fleste. I Anker finder ting, samler han ting sammen på vej til børnehave. I Anker og råbemanden gør Anker sig klar om morgenen sammen med far. Både i bøgerne om Anker og Betty fylder faren mest. Det er efterhånden Albertes varetegn.


Hvor hverdagshistorier som Totte og Lotte primært har den funktion at fortælle børnene om hverdagsoplevelser, som de selv genkender, så formår Alberte Winding med bøgerne om Anker, også at skabe genkaldelse hos forældrene. Ankers far sætter et spejl op foran os voksne, som har travlt om morgenen med at komme på arbejde og som synes, det er ulækkert, hvis børnene samler ting op fra gaden. Det klæder historien godt og gør den til mere end bare en god bog for små børn. Det gør den relevant.


Anker er illustreret af Claus Bigum, som de fleste nok kender fra Jacob Riisings bøger om Karmaboy. Hvor bagtæppet er genkendeligt og realistisk, så springer Anker i øjnene med hans grønne hår og farverige tøj. De stærke farver fanger børnene og de kan genkende bogen på langt afstand. Det er en fordel på fx biblioteket. Jeg er heller ikke i tvivl om, at det er bøger, som vil blive lånt meget. Vi er i hvert fald klar til flere bøger i serien.