Foto: Christine Lund Jakobsen
Jeg stødte første gang på Christine Lund Jakobsens forfatterskab ved bogen Lillebitte Lili. Bogen ramte mig på en helt særlig måde, da jeg synes, at den formåede at rejse et vigtigt budskab. Christines forfatterskab består i høj grad af disse typer af børnebøger. Det gælder også for månedens bog - Hermans have.
Ideen bag bogen
Ideen til Hermans have kom i de dage, hvor mange flygtninge inden for en kort periode kom til Danmark. "Det virker til, at mange mennesker har en grundlæggende frygt og modstand over for det, vi ikke forstår, eller det, der er anderledes end os selv. Selvom vi er et utroligt rigt og på mange måder heldigt land, så tillader vi os at lukke os om os selv og lade som om, at resten af verdens problemer ikke vedkommer os. Den tankegang havde jeg lyst til at prikke til, så det håber jeg, jeg kan gøre fra min platform - altså ved at skrive en børnebog", svarer hun, da jeg netop spørg ind til ideen bag bogen.
Herman afspejler de personer, som lukker sig inde. Han har en frodig og farverig have, som han har brugt meget tid på at dyrke og pleje. Da der dukker ukendte væsener op langs hans hegn, beder han dem om at forsvinde. Da jorden revner indser han dog langsomt, at han må samarbejde med de fremmede væsener, hvis han ønsker at samle jorden igen. Christine beskriver selv Herman som en mand, der i starten kun ser, hvordan de adskiller sig fra ham. "Han væmmes over deres udseende, fingrene. fødderne eller halen, og er fuldstændig uinteresseret i, hvorfor de beder om hjælp. Først senere går det op for ham, at hvis de nogen sinde skal have styr på jordkloden, skal de udnytte hinandens forskelligheder og arbejde sammen for at lykkes." Det er dette budskab, som Christine præsentere med bogen.
Naturen og en anden fast makker
En anden interessant ting i bogen og i Christines bøger generelt er hendes præsentation af naturen for børnene. Selvom vi bor tæt ved Kalvebod Fællede, så er vores børn primært by-børn, og vi dyrker ikke naturen i særlig høj grad. Christine har en instagram-profil, hvor hun dyrker naturen, blomster og andre planter. Det afspejler sig også i hendes bøger. "Naturen er det sted, jeg henter energi. Jeg elsker at være ude - både i haven og i naturen, så der sniger sig altid nogle naturelementer ind i mine historier - som sneglehuset i Pigen med den sorte kuffert eller billen og fluen i Lillebitte Lilli. Sådan er det også med Hermans Have. Alle de ting, han har i haven - jordbær, ærter, morgenfruer osv. - har jeg også i min have." Det inspirerer børnene til selv at udforske naturen.
Hvis man er fast læser her på kulturforbørn, er man vidst ikke i tvivl om, at jeg synes, at Christine og illustrator Zarah Juul er et godt makkerpar. Zarahs tegninger løfter Christines historier og sammen skaber de nogle finurlige og fantastiske universer. Det var Iben, der i Hermans have lagde mærke til, hvordan Hermans pels skifter farve i takt med at han åbner sig mere op for verden og de ukendte væsener. Det er sådan ting, som børn fanger. Christine håber da også selv på, at makkerparret kan lave endnu flere projekter sammen i fremtiden, hvis timingen er der. "Både Zarah og jeg har hver vores projekter kørende, ud over det vi laver fælles. Men Zarah er supersød, og vi arbejder godt sammen, så jeg håber da bestemt, at vi kommer til at lave noget sammen igen." Det er jeg selvfølgelig rigtig glad for at høre. Indtil da kan jeg dog nyde Hermans have.
Afslutningsvis spurgte jeg Christine, om hun vil anbefale en anden børnebog, som I læsere af kulturforbørn kan kaste jer over. Christine anbefaler billedbogen "Træet" af Oliver Jeffers. "Den har ikke fået lige så meget omtale som hans (også meget fine) bog "Hjertet og flasken", men fortjener absolut også opmærksomhed. Det er en sjov historie, perfekt til godnatputningen. Og så er jeg bare vild med Oliver Jeffers' lækre stil og evne til at fortælle en god historie med meget få ord." Jeg er meget enig. Træet er en sjov historie, som kan læses med børn i mange forskellige aldre.