Anmeldelse: Sigurds Danmarkshistorie





Sigurd Barrett fylder det kongelige teater med relevante historier



Sofies far har aldrig tid til hende. Han roder konstant med sin tidsmaskine. En tur gennem historien får dog Sofie til at indse, at der er årsager til sin fars konstante arbejde. De deler blandt andet deres sorg over morens død og deres fælles historie.





Foto: Camilla Winther

Indlægget indeholder reklamelinks


Parademusik spiller fra orkesteret. En mand iklædt røde bukser og rød jakke med guld i kanten og store kanper træder med raske trin ind på scene. Hans krone afslører, at der må være tale om en konge. Den vigtigste af slagsen, hvis man spørg ham selv. Den gæve energifyldte Christian den fjerde kommer dog alt for tidligt. Sigurd og Sofie er nemlig kun kommet til Jernalderen. Både børn og voksne grinte højlydt, da Christian den fjerde indledte en diskussion med Sigurd om, hvorvidt han burde vente til, at det blev hans tid historien. Her bød stykket på god humor, der fangede både voksne og børn.


Der har de seneste 10 år været talt en del om kulturkanon, historiekanon og lignende, som skal skabe grobund for børn og unges viden om og forståelse af Danmarks som nation og befolkning. Jeg synes, at det er vigtigt, at danske børn lærer en masse om Danmark. Samtidig var jeg dog selv et barn, som havde svært ved at sidde stille i skolen og især Historie var et vanskeligt fag for mig. Sigurd Barrett er en af de bedste formidlere af dansk kultur og historie i Danmark blandt andet i bøgerne Sigurd fortæller Danmarkshistorie. Han formår at bruge sin platform, som primært blev skabt med godnathistorier og børnetime med Bjørnen Bjørn til at indtage denne vigtige rolle. Han ved, hvad han kan. Han ved, hvad han vil.


Overgangen fra stykket med Christian den fjerde (da det for alvor er hans tur) til historierne om de hårdt arbejdende bønder på de danske gårde viser samtidig alvoren i stykket Sigurd fortæller om fattigdom, folkene på bunden af samfundet og krig. Især Sofies oplevelse med 2. verdenskrig var rørende. Børnene bliver forskrækket over de høje bombelyde, der driver Sofie og hendes far ned i de to sikkerhedsrum, mens Sigurd fortæller om besættelsen. Det skabte en realistisk ramme.


Er der så tale om suverænt børneteater? Nej. Sigurd Barrett er en dygtig komponist og historiefortæller, men kvaliteten af teksterne svinger. Stykket er bygget op af fortællinger om de forskellige udvalgte nedslag i historien. Det minder mig på mange måder om et variety-stykke, hvor der veksles mellem dans, musik og historiefortælling.


Salen stod op, da stykket var forbi. Jeg var begejstret for, at dansk børneteater stadig kan fylde store sale, men samtidig håber jeg, at det inspirerer familierne til at tage ind og se en masse andet dansk børne- og familieteater, for der er virkelig noget at rejse sig for rundt omkring i Danmark.


Vi så Sigurds Danmarkshistorie i Skuespilhuset, hvor den gik hele efterårsferien. Sigurd kommer dog rundt i hele landet. Så tjek hans turplan ud.