anmeldelse: super charlie





En lille drilsk superhelt af svensk krimiforfatter



Charlie er ikke helt som andre babyer. Han har nemlig super kræfter. Krimiforfatteren Camilla Läckberg har kastet sig ud i ægte børnekrimier med mysterier, mistænkte og spor.





Indlægget indeholder reklamelinks


Jeg var så heldig at vinde to af Camilla Läckbergs børnebøger om superbabyen Charlie. Vi hentede pakken i vores lokale Spar, inden at vi skulle videre med bus, så børnene kunne sidde og kigge i bøgerne indtil bussen kom. Både Iben og Emil brugte tid på at studere de naturalistiske tegninger, mens jeg nærstuderede de sjove referencer til svensk kultur, som der i billederne.


Charlie er familiens nye baby. Han er dog ikke helt som andre babyer, men det er der ingen, der ved. Så længe Charlie lader som om, at det er mest naturligt for ham at kravle og lave lort i bleen minimum en gang om ugen, så er der ingen i familien, der opdager, at han egentlig helst flyver og går på wc. Lige på nær mormor.


Hvor bogen Super Charlie, er en traditionel superheltefortælling om mobberi, venskab og retfærdighed, så er bogen Super Charlie og bamsetyven en ægte børnekrimi. Camilla Läckberg er kendt for hendes krimier om Erica Falck. I Super Charlie og bamsetyven tager Läckberg børnene med i hele processen med at finde spor, en hovedmistænk og til sidst fange tyven. Jeg vil ikke afsløre her, hvem det er, som har tyvstjålet storesøsters yndlingsbamse.


Det er en sjov måde at fortælle historier på. Der er trods alt en grund til, at krimigenren er så populær hos de voksne læsere. Vi brugte lang tid på at gætte med undervejs, hvem der mon stod bag tyveriet. Super Charlie er en serie med syv bøger. Der er dog endnu kun oversat de to til dansk. Jeg har dog overvejet, at købe et par af de svenske også. Så håber jeg, at de andre bøger forsætter i den ægte krimigenre, så vi kan trække i detektivtøjet og hjælpe Charlie med at fange den rette tyv.