interview: merlin p. mann og morten münster





INTERVIEW OM MÅNEDENS BOG BUBBI BLIVER F****** STJERNE



Peoples Press valgte en klog strategi, da de satte Morten Münster og Merlin P. Mann til at samarbejde om bogserien, der handler om den arrogante og narcisistiske hund Bubbi. Den første bog i serien har netop vundet årets Orla pris i kategorien 'bogen der fik mig til at grine', og nu er to'eren månedens bog.





Louise Madsen, Julia Sofia, Kristine Sloth og Rasmus Brohave har alle fire gjort det. Og der er sikkert endnu flere Youtubere, som jeg kender mindre godt, som også har gjort det. Skrevet en bog om personen bag Youtube-videoerne. Men hvad er der egentlig at fortælle, når man er i starten af tyverne og lever et helt normalt ungdomsliv? Morten Münster var ikke i tvivl om, at hans bog måtte handle om noget andet. Sammen med People's Press fik han ideen om at lave en skønlitterær børnebog med figurer fra sine sketches. Forlaget kom dog med endnu en idé, nemlig at lade forfatteren Merlin P. Mann være medforfatter på bogen. Det makkerskab fungerer. "Allerede på det første møde viste det sig at der var den helt rigtige energi imellem os – og så gik arbejdet simpelthen bare i gang", svarer de, da jeg spørg til samarbejdet.


Bubbi og Rita er to af de populære figurer fra Mortens sketches. På årets bogforum blev der spurgt meget ind til hunden Bubbi, og børnene kunne Ritas mest brugte replikker udenad. "Den talende hund Bubbi har altid været en af de mest populære figurer i Mortens sketch-univers, men selvom han havde lavet masser af videoer om det, manglede baggrundshistorien. Hvordan blev han en talende hund? Hvordan kom han til at bo hos Morten? Disse spørgsmål egnede sig meget bedre til at blive besvaret i en bog, som samtidig kunne blive en sjov historie med masser af action og humor", fortæller Merlin, da jeg spørg mere ind til, hvorfor Bubbi skulle være hovedperson i bøgerne.


Bogmarkedet i dag er om noget kommercielt. Især når det kommer til bøger henvendt til børn og unge. Læseundersøgelser har de seneste år vist, at bøgerne i højere og højere grad konkurrerer med TV og spil. Derfor var jeg, ligesom mange andre forældre nok er, lidt skeptisk over kvaliteten i bøgerne om Bubbi. Jeg forestiller mig straks en Youtube-stjerne, der bruger sine tusinde følgere til at få en forlagskontrakt. Det spurgte jeg derfor også Merlin og Morten om. "Selvfølgelig betyder det enormt meget, at man har et kæmpe publikum i forvejen, men det er ingen garanti for at få solgt bøger. Hvis det til gengæld lykkes at lave en god historie, kan det være måden at få nogle af de rigtig mange fans på YouTube til at blive mere opmærksom på bøger og læsning. Og det håber vi virkelig vi kan!" Det tror jeg, at de kan.


Jeg håber, at følgerne der køber bogen, bliver inspireret til at læse endnu mere. Derfor var det da også oplagt at spørge til, hvornår der kommer endnu flere bøger om Bubbi. Om lidt udkommer den tredje historie om Bubbi, Bubbi i vildmarken. De tre bøger er skrevet på kun lidt over et år, og derfor bliver det den sidste i denne omgang. Merlin, som især er kendt for de japanske Mangafortællinger Taynikma, synes dog, at det var en god idé, da jeg foreslog, at sende Bubbi til Japan. "Haha! Det ville være TOTALT KAWAII! Den idé er hermed stjålet …". Vi venter i spænding.



ANMELDELSE: BUBBI BLIVER F****** STJERNE!





Youtuber og forfatter skaber humoristisk univers



Youtubestjerner er de nye super kendte. Det giver dem adgang til film, tv-serier og bogmarkedet. Nemt og hurtigt salg af halv-dårlig kvalitet, tænker de fleste. Morten Münster viser i sit samarbejde med Merlin P. Mann, at man kan bruge sin platform til at inspirere børn til læse med sine humoristiske børnebøger.





Indlægget indeholder reklamelinks


Hvad vil du være, når du bliver stor? Fodboldspiller eller Youtuber, svarer mange børn i dag. De vil gerne være kendte for noget. De vil gerne have en fanbase. De vil gerne dele deres talent og liv med andre. Det vil hunden Bubbi også gerne og med hjælp fra Mortens veninde Rita, får han mulighed for at afprøve de hele store drømme i Hollywood. Den skeptiske Morten får dog ret. Turen går ikke helt som forventet.


Morten Münster og Merlin P. Mann har skabt en spændende og sjov fortælling om hunden Bubbis tur til Hollywood. Bubbi som børnene kender fra Morten Münsters Youtubekanal, og som de muligvis allerede har lært bedre at kende i den første bog i serien, som netop er rendt afsted med Orlaprisen i kategorien: Bogen der fik mig til at grine. Kaster de sig over to'eren, vil de med sikkerhed også komme til at få det sjovt.


Historien er skabt i et samarbejde mellem de to forfattere. Da vi læste bogen første gang kunne jeg se for mig, hvordan de to har siddet hen over et bord og kastet plotkort og udfordringer efter hinanden. Det virker som om, at de selv har haft det sjovt med historierne. Samtidig mærkes Merlin P. Manns erfaring med dramaturgi tydeligt i den måde, som de sjove situationer og replikker bindes sammen til en samlet fortælling med en start, en midte og en slutning - i bedste Hollywood stil. Det er godt set af forlaget.


Lige om lidt kommer der en tre'er, hvor Bubbi skal en tur i vildmarken. Jeg er ikke i tvivl om, at vi også skal læse den herhjemme. Bubbifortællingerne er nemlig historier, som samler hele familien. Det er en stor styrke.