anmeldelse: god stil





Designerdrømme og højt selvværd



Bogen God Stil er, udover en introduktion til Andres og Nico, en guide med gode råd til at finde sin egen stil med et par konkrete DIY. Siderne med moodboards fanger øjet med det samme og siderne med budskaber som vær dig selv og du er sej, som du er, støtter børnene til at være sig selv indvendigt og udvendigt.





Indlægget indeholder reklamelinks


I denne uge har vi en ung dreng i erhvervspraktik på mit arbejde. I dag gik han rundt med vores IT-folk og håndterede kabler mm. Da jeg spurgte ham, om han gerne ville arbejde med IT, når han blev voksen, strålede hans ansigt og han var tydeligvis ikke i tvivl.


Herhjemme taler vi også ind i mellem om voksenlivet. I lang tid svarede Iben dog, at hun da ikke skulle tage stilling til det endnu. Hvilket er helt rigtigt. På det seneste har hun dog fundet ud af, at hun enten vil være kranfører eller skodesigner. Det sidste især med inspiration fra Andres og Nico fra Designerne på DR Ultra. Derfor var Iben også ellevild, da deres bog udkom i sidste måned.


Bogen God Stil er, udover en introduktion til Andres og Nico, en guide med gode råd til at finde sin egen stil med et par konkrete DIY. Siderne med moodboards fanger øjet med det samme og siderne med budskaber som vær dig selv og du er sej, som du er, støtter børnene til at være sig selv indvendigt og udvendigt.


Bogen er en del af DR og Forlaget Carlsens samarbejde, hvilket som altid desværre betyder stavefejl og lidt hurtige passager. Men når det er sagt, så er det en fin bog, som helt sikkert vil fange en masse piger og drenges interesse. Paperback formen egner sig desuden perfekt til denne type bog, som fint kan stå mellem modemagasinerne. Jeg er i hvert fald sikker på, at Iben vil bruge bogen i mange år frem.