anmeldelse: hipsomhap





Hiphop med popkulturelle referencer og uden bandeord



HipSomHap leverer dansk hiphop til børnene med intelligente rim og fede rytmer helt uden bandeord.





Når Kaney og Drake har en beef, som ender ud i kommentarer, der er langt over grænsen i fx Kaneys og Lil Pumps ‘I Love It’. Når Eminem ringer til Paul og han svarer med f***** på Kamikaze. Det er der, det gør det svært at introducere børnene til amerikansk hiphop. Men der er en dansk hiphop gruppe, som kan introduceres til børnene. HipSomHap leverer dansk hiphop til børnene med intelligente rim og fede rytmer helt uden bandeord.


Jeg holder rigtig meget af god rap musik. Den bedste af slagsen åbner en dør på klem (eller sparker den helt ind) til et univers med referencer på tværs af kunstnere og numre. Det er ligesom at læse tekster fra universitetstiden med diverse fodnoter. Jeg kan blive ved med at hoppe fra nummer til nummer kunsterne på tværs. Hver gang åbner dig sig et nyt perspektiv og nye referencer. Det er fedt. Denne tradition har HipSomHap også formået at bringe med i deres musik blandt andet i sangen 'Du er en stjerne', hvor der er referencer til både fidget spinner, Chili Claus og Marcus og Martinus. Det er der, hvor Anna Spejlæg (Anna Bukh Jakobsen) og Johnny Ligeglad (Andreas Seebach) tager genren alvorligt og formidler den videre til børnene. Jamen, allerede der er benene fejet væk under mig.


Men det stopper ikke der. Rytmerne er solide, og der er nogle super fede beats. Vi var til koncert i vores lokale kulturhus og ingen stod stille de små 45 minutter, som koncerten varede. Både børn og voksne lod sig rive med og kom med deres bedste moves. Samtidig formåede gruppen at få alle børnene til at sidde stille og drømme om deres fremtid til nummeret 'Præsident'. De fleste af børnene fortalte, at de drømmer om at blive professionelle fodboldspillere, men mon ikke flere af dem drømmer om at blive hiphop-stjerner efter den fede oplevelse.


Du kan finde HipSomHap til koncerter rundt i landet, så tjek deres turplan ud på deres hjemmeside.