anmeldelse: troldeliv - hvor er kubbu?





Trolderemser og gemmeleg



Troldeliv-universet er endnu engang blevet udvidet. Denne gang med denne store flotte billedbog, som sætter Peter Madsens tegninger i centrum. Det er en bog, der inspirerer både til højtlæsning og leg.





Indlægget indeholder reklamelinks


Underjordiske og magiske væsener har ikke altid fyldt på vores bogreol herhjemme. Jeg har desværre aldrig selv dyrket det, og Iben har været lidt bange for det. Der er dog masser af god børnelitteratur om dette, og jeg har tidligere skrevet om Troldeliv-universet. Nu er Troldeliv både en fast del af vores juletraditioner, og bøger som vi finder frem hele året.


På seneste Bogforum læste Sissel Bøe og Peter Madsen højt af den seneste bog i rækken om troldene Pajko og Paja. Børnene lå på puderne foran børnescenen og blev nærmest fortryllet af Sissels norske remser. Iben var en af disse. Derfor kom Troldeliv - hvor er Kubbu? på juleønskelisten med det samme. Her er Pajko og Paja på jagt efter deres kælefrø Kubbu, som er løbet væk.


De fortryllede remser og teksten fylder lidt i den store flotte billedbog. Det er Peter Madsens smukke illustrationer, som præger siderne. De fleste kender Peter for hans Valhalla-tegninger. Troldeliv tegningerne er på samme høje niveau. Her skinder tegningerne nærmest i det flotte store format, hvor billedet fylder hele siderne. Der skal til tider ligefrem ledes efter teksten,


Bogen lægger desuden op til leg. Der følger nemlig tre små papfigurer med af Pajko, Paja og Kubbu. De kan krybe igennem bogens små huller og døre. De kan både anvendes under højtlæsningen, men børnene kan også selv sidde og lege med figurerne hen over bogen. Det er en rigtig sjov idé, som fungerer rigtig godt her. Troldeliv - Hvor er Kubbu? har fejet benene væk under både den 2 årige og den 6 årige herhjemme.


✩✩✩✩